spånplade

Hvad er en spånplade?

En spånplade er et materiale, der er lavet ud af sammenlimet savsmuld eller savspåner. De laves i mange forskellige tykkelser alt efter, hvor de skal anvendes. De mest almindelige tykkelser er på mellem 10 – 35 mm.

Hvad er en spånplade lavet af 

Spånplader laves i både løv- og nåletræ, hvor nåletræ er den mest almindelige type af spånplade materiale. Det er spånerne fra affaldstræ, der for eksempel stammer fra savværker, gulv- og møbelfabrikker, der bliver anvendt. Herved får man mest muligt ud af materialet og undgår spild og forurening, da det ellers ville blive brændt.
Ved nogle spånplader bliver limen erstattet af cement, da dette er med til at gøre pladen endnu stærkere og gør den forholdsvis brandsikker.

Hvad bruger man spånplader til

Spånplader bruges oftest som vægbeklædning eller midlertidige arbejdsborde.
Spånplader bruges dog også i høj grad til billigere møbler. Her beklædes de oftest med plastik eller finer, der kan variere i farve og udseende. Ved brug af en finerplade uden på en spånplade, vil du få et udtryk af, at møblet er i massivt træ.
Bruger du almindelige spånplader, skal du være opmærksom på, at disse ikke kan bruges udendørs eller sættes i fugtige rum. Dette skyldes, at hvis spånpladen udsættes for vand eller fugt, vil limen i pladen blive opløst og træet vil begynde at rådne.

Afbrænding af spånplade

Når du skal skille dig af med elementer, som er lavet af spånplader, skal du være opmærksom på, hvordan de er kategoriseret.
Spånplader hører under småt brændbart affald, men du må ikke selv begynde at brænde dem af på bål eller i en brændeovn. Dette skyldes, at den lim som de er sat sammen med, kan udlede giftige gasser ved afbrænding.
Derfor skal spånpladerne i stedet tages på et forbrændingsanlæg, hvor forbrændingstemperaturen vil være høj nok til, at de ikke udleder giftige gasarter under afbrændingen. Når temperaturen er høj nok, vil limresterne blive omdannet anderledes og man minimerer risikoen for farlige gasudslip.

Hvordan laves en spånplade

Spånpladen laves i en række trin, der gør den så stærk og holdbar som muligt.

Trin 1

Flis og spåner fra restmaterialet puttes i en slagmølle, hvor det slås i endnu mindre stykker, end det er til at starte med. Herefter sorteres spånerne og de tørres.

Trin 2

Når spånerne er sorteret og tørret, skal de i en tromle, hvor der sprøjtes lim på dem undervejs. Tromlen gør, at limen bliver jævnt fordelt udover spånerne.

Trin 3

Efterfølgende strøs spånerne ud på en metalplade i flere lag. Hvis man ønsker et lidt grovere midterlag, kan man anvende bark. Man starter og slutter dog altid med et fint lag af spåner, hvor barken lægges i midten.

Trin 4

Spånpladerne bliver nu lagt ind i en varmepresse, hvor spåner, lim og eventuelt bark, presses sammen under højt tryk og høje temperaturer. Trykket og temperaturen er med til at hærde limen.

Trin 5

Efter spånpladen er blevet trykket og varme behandlet, sættes den til afkøling. Når først pladen er kølet af, kan den skæres til i de rette mål.
Pladerne bliver herefter behandlet med voks og får lagt en plade af finer eller plastik over sig alt efter, hvad de skal anvendes til.